Følelse og sammentrækkelighedsfaktoren

av Richard Pavek
översättning Tove Asmussen
Richard R. Pavek er leder af The SHEN Therapy Institute.
Nærværende tekst var manuskript til et foredrag holdt på opfordring ved den stiftende konference for The Chinese Society for Behavioral Medicine and Biofeedback,16.januar 1988 i Tainjin, Den Kinesiske Folkerepublik.
Manuskriptets originale amerikanske titel:
Emotion and the Contractility Factor. A new Model for the Formation of Psychosomatic Disorders.
Oversat til dansk af Tove Asmussen.
– – – – – – – –
Copyright © January l988 by Richard R. Pavek.
Afsløringen af den rolle, ufrivillig sammentrækkelighed spiller ved udviklingen af psykosomatiske sygdomme, fremkom ved at observere hundredvisaf SHEN terapisessioners virkning på en lang række af disse sygdomme. SHEN fysisk-følelsesmæssig frigørelsesteknikker fremkalder dybtgående afslapning lokalt i de områder af kroppen, teknikkerne retter sig imod. Man bemærkede, at når man anvendte disse fremgangsmåder på de psykosomatiske symptomers kropslige områder, blev undertrykte følelser og glemte erindringer med tilknytning til sygdommene ofte bragt frem i bevidstheden. Og derefter observerede man, at de oprindelige psykosomatiske symptomer aftog mærkbart eller helt forsvandt. Denne symptomreduktion var blivende.
*SHEN er initialord for Specific Human Energy Nexus og SHENTM Therapy er varemærke for SHEN Therapy Institute, 20 YFH Gate Six Road, Sausalito, CA 94965, USA
– – –
Udtrykket “psykosomatiske” anvendes om en stor og forskelligartet gruppe af sygdomme, som alle trodser traditionel medicinsk eller psykologisk behandling. Psykosomatisk betyder ifølge Mosby “udfoldelse af et følelsesmæssigt problem gennem sygdom”. Personligt mener jeg, at “følelsesmæssig tilstand” ville være et bedre udtryk end “følelsesmæssigt problem”, men Mosby’s definition er fornuftig nok. I hvert fald er det klart nok, at følelser ligger skjult bag mange, hvis ikke bag alle, de sygdomme, der antages at være psykosomatiske. I forskning omkring disse sygdommes forbindelse til årsag/virknings begrebet, ud fra det almindelige psykologiske perspektiv, har man uheldigvis lagt hovedvægten på de involverede mentale aspekter snarere end på de følelsesmæssige komponenter. Denne fokusering er blevet støttet af den udbredte opfattelse, at disse sygdomme er resultater af underfundige hensigter, undertiden viljemæssige,  undertiden  ubevidste.

Ganske vist er det rigtigt, at mange mennesker kan oparbejde reelle sygdomme ud fra et ubevidst ønske om at være syg, enten for at få sympati eller for at vise verden, i hvor høj grad man er blevet dårligt behandlet. Men det er helt unfair at formode, at dette er den primære betingende faktor i den store gruppe af veldefinerede sygdomme, som sædvanligvis stemples som psykosomatiske”. Dybdegående psykologisk udspørgen af størsteparten af de lidende i denne gruppe afslører helt enkelt ikke et sådant ønske. Tværtimod frembyder mange netop den modsatte holdning. Desuden strider tanken om, at hjernen skulle ønske at straffe kroppen eller forvrænge dens normale funktion, fordi den forudgående er blevet følelsesmæssigt såret, imod alt hvad vi ved om hjernen og dens instinktive tilskyndelse til at føre kroppen i retning af sundhed.

For de fleste patienter er forestillingen om, at de selv kan være anstiftere af eller i det mindste medskyldige i deres sygdom ved ubevidst at ønske sig syge, så stærkt krænkende og desavouerende, at betegnelsen “psykosomatisk” er gået af mode – i det mindste i patientens nærvær. Men  skønt udtrykket lidt efter lidt er gået ud af brug, lever imidlertid den stiltiende slutning videre om hensigten som værende det kausale i den psykosomatiske proces, og denne levedygtighed har påvirket retningen af den forskning, som beskæftiger sig med psykosomatiske sygdommes ætiologi (årsagslære). Hvis hjernen/sindet trods alt menes på snedig måde at kontrollere og/eller forårsage sygdommen, følger det heraf, at der må være en forbindelse mellem hjernen/sindet og den fysiske krop, som kunne føre hensigten ud i livet. Og opklaringen af det psykosomatiske fænomens mysterium har fået betydelig opmærksomhed gennem fokusering på den mest iøjnefaldende sind/krop forbindelse – den neurologiske.

Det har været forholdsvis let at udforme hypoteser om neurologiske baner som forklaring på følelsesmæssigt forårsagede fysiologiske symptomer, når disse symptomer er universelle af natur, så som kløende udslæt og kolde hænder eller fødder, som ofte ledsager lampefeberens dirrende nervøsitet før en toppræstation. Neurokemiske transmittere og aktivatorer, som gennemstrømmer kropssystemerne, kan fremvise en forklaring på de fleste, om ikke på alle, af disse følgevirkninger. Det er alment accepteret, at den overflod af neurokemikalier, som produceres af stress i forbindelse med “opvarmning” før krævende situationer, vil cirkulere i kroppen og indvirke universelt på kroppens væv på en ganske logisk måde, som det er muligt at skelne. Men det er ikke let at påvise en mekanisme, som vedligeholder en konstant produktion og udløsning af disse kemikalier og heller ikke at vise, hvorfor kroppen ikke skriger “stop” som reaktion på overfyldningen. Og det er ikke så let at påvise, hvordan universelle neurotransmittere kan være involveret i de mange syndromer, hvor specifikke psykologiske faktorer er observeret at grupperes sammen med specifikke fysiologiske symptomer, symptomer som viser sig alene i en enkelt region af kroppen.

Mange forskere har bemærket, at disse sygdomme hyppigst har fælles psykologiske udløsere. De observerer, at kroppens dysfunktion viser sig på ret specifikke måder ved indvikling i ugunstige psykosociale situationer, og at forstyrrelserne ofte retter sig, hvis den ydre situation bliver afhjulpet. F.eks. kan migræne og/eller “nervøs mavepine” ses begynde før eller under et besøg hos ens forældre. Og det er også muligt at iagttage, at migrænen eller mavesymptomerne ophører efter besøget. Her er den psykosociale forbindelse iøjnefaldende, men hvordan neurokemi er involveret i, hvad der kan betragtes som en vaskulær sygdom, står uforklaret tilbage. Hos andre med migræne kan de psykosociale situationer være mindre specifikke, selvom situationer, der involverer stress på grund af følelsesmæssig smerte, ofte er indblandet. Til trods for udtømmende bestræbelser er ingen tydelige neurologiske baner blevet konstateret.

Af og til forekommer den teoretiske forbindelse mellem sind og krop i disse sygdomme så klar, at den fører til en underbygget konklusion, en konklusion som hurtigt falder fra hinanden, når den bliver tænkt igennem. Et godt eksempel på dette er voldtægtsofferet, som mister sanseopfattelse i genitalregionen. Man kan meget vel forstå, hvordan erindringen om hændelsen vil kunne afholde offeret fra yderligere deltagelse i seksuelle aktiviteter, og det er let nok at postulere, hvordan hjernen muligvis kunne ønske at “lukke af” for sanseopfattelse i den region, men det er ikke så let at påvise den mekanisme, som får det til at ske. Hvorfor bliver ikke alle sanseopfattelse lukket ude; hvorfor kun den region, og hvordan er den udskilt fra de øvrige, når de involverede neurokemikalier er universelle af natur? Og det er bestemt vanskeligt at forklare, hvordan den samme mekanisme kan skabe det modsatte resultat, konstant smerte i den samme region af kroppen, hvilket ses i så mange lignende tilfælde. Jeg kender ikke til noget bevis for tilstedeværelse af en overflod af kemi i begge disse to tilfælde med fælles herkomst, men med modsatte resultater. Og det er særdeles gådefuldt, at en kemi, som blev igangsat af det oprindelige traume, skulle kunne fortsætte ustimuleret efter den oprindelige begivenheds afslutning.

Ved andre psykosomatiske sygdomme kan forbindelsen med specifikke psykologiske situationer være tvivlsom eller ikke-eksisterende. Men hovedparten af den del af befolkningen, som frembyder specifikke dysfunktioner, har et fælles sæt af psykologiske parametre. Som eksempel har kvinder med præmenstruelt syndrom en høj forekomst af ringe selvopfattelse, og det samme gælder mennesker, som lider af kroniske lændesmerter uden organisk årsag. Det er sjældent at finde specifikke psykosociale begivenheder, som relaterer til disse lidelser, skønt det ofte er bemærket, at aktuelle, ugunstige psykosociale begivenheder forværrer dem.

Også her er det vanskeligt at inddrage universelle neurologiske faktorer. Hvilke neurologiske faktorer findes, som selektivt kan angribe æggestokkene i det ene tilfælde og bruskskiverne i rygsøjlens lændedel i det næste? Det sidste eksempel er det mest markante, fordi vi må spørge, hvorfor kun de lavereliggende bruskskiver bliver angrebet og ikke de højereliggende, eftersom der ikke fra naturens side er forskel på bruskskiverne i den højere og den lavere del af rygsøjlen? (Vi taler ikke her om rent fysiske problemer, forårsaget af overbelastning af lænderyggen, men om kroniske lændesmerter uden organisk årsag).

Vi har således her to grundlæggende uløste spørgsmål: Hvordan og hvorfor skulle kroppens neurokemi konsekvent udvælge visse dele af kroppen til dysfunktion som følge af ugunstige følelsesmæssige begivenheder, og ikke andre? Og hvorfor består syndromets fysiske/følelsesmæssige symptomer længe efter den oprindelige begivenhed er afsluttet? Den information, som hidtil er indsamlet om de neurologiske baner, er simpelthen ikke tilstrækkelig til at forklare disse spørgsmål.

Jeg tror, grunden til at disse spørgsmål ikke er blevet besvaret er, at det er de forkerte spørgsmål, der er blevet stillet. Det forekommer mig, at forskning i neurologiske forbindelser ved psykosomatiske sygdomme kan sammenlignes med at fastslå, hvor vejene mellem New York City og Los Angeles går, i stedet for at forsøge at finde ud af, hvorfor de to byer er forbundet. Jeg tror, at fokusering på de mentale aspekter af psykosomatiske sygdomme og søgen efter  neurologiske formidlere har gjort os blinde for de overordnede spørgsmål: Hvorfor påvirker følelse overhovedet kroppen? Hvad er der i selve følelsens natur, som kan forårsage så ødelæggende reaktioner?

Jeg formoder, at svaret på disse spørgsmål er mere enkelt, end man skulle tro. Jeg tror, at følelser påvirker kroppen, fordi følelse (eller i det mindste hovedparten af den) forekommer i kroppen, mere specifikt i torsoen, hvor de psykosomatiske sygdomme frembyder de fleste symptomer. Jeg er helt opmærksom på, at nogle vil være uenig og hævde, enten at følelse udelukkende forekommer i hjernen eller i det mindste, at en eller anden følelse kun opfattes af hjernen. Gennem min erfaring er jeg blevet opmærksom på, at de, som indtager dette standpunkt, ikke er følelsesmæssigt åbne mennesker, eller at de er kendt af deres kolleger som værende lukkede i forhold til visse følelser. Blandt alle, som fuldt og helt giver udtryk for følelsesmæssige tilstande, er der enighed om, at følelse opfattes i kroppen. (Naturligvis kan de være blevet undervist i, at dette er ukorrekt, eftersom det er udbredt at betragte følelse udelukkende som en hjernefunktion. Dette kan få dem til at tvivle på deres sanseopfattelse eller i det mindste til ikke at tænke over dens betydning).

I henhold til de fleste teorier er det, vi oplever i kroppen som følelse, kun en refleksion af noget, som i virkeligheden finder sted i hjernen og som reflekteres til kroppen gennem forskellige nervemæssige og/eller biokemiske aktiviteter. Dette er en bekvem antagelse, som vakler slemt overfor seriøs undersøgelse.

Den kendsgerning, at vi “føler” følelserne i forskellige områder af kroppen, beviser imidlertid ikke, at de virkelig også er dèr, og måske forholder det sig ikke sådan. Men jeg bemærker, at ved andre sanseopfattelser er forbindelsen mellem stedet for sansningen og dennes oprindelsessted præcis. Hvis jeg føler en tydelig smerte i en finger, ser jeg på fingeren for at se, hvordan den er skadet. Hvis jeg skader min ankel, føler jeg det i ankelen. Den kendsgerning, at jeg registrerer begivenheden i min hjerne, forhindrer mig ikke i at erkende, at den indtraf andetsteds.

Hvorfor skulle jeg ikke antage, at dette forhold er lige så præcist, når det drejer sig om følelserne, som når det drejer sig om andre kropslige sansninger? Enten er hjernens/kroppens sanseopfattelse pålidelig hvad angår lokalisation, eller der er to systemer: et som er præcist, og et som konstant forvirrer os med fejlopfattelser med hensyn til følelsernes oprindelse og lokalitet.

Ved at se på det fra et andet perspektiv, kunne vi spørge: “Hvis jeg oplever noget, som finder sted i min hjerne, hvorfor fornemmer jeg det så ikke som værende lokaliseret til min hjerne? Er der nogen grund til, at jeg føler det er andet sted?”  Men der synes ikke at være en sådan grund. Det er tydeligt, i det mindste for mig, at følelse er meget mere end neurologiske reaktioner på hjernekemi, og at de mentale processer blot er én facet af den oplevelse, vi kalder følelse.

Vi har således to principielle facetter af den følelsesmæssige oplevelse. Den mentale: i form af følelsesmæssigt ladede tanker, og  en somatisk affekt i form af følelsesmæssige stemningstilstande i kroppen, og vi kan ikke uden videre give den ene af disse facetter forrang frem for den anden. Og vi kan ikke sige, hvilken af de to, der fremkalder den anden, for mens tanke undertiden synes at gå forud for den somatiske affekt, forholder det sig til andre tider modsat. Undertiden oplever vi en følelse, uden at nogen associeret tanke opstår, og vi begynder at lede efter en grund til, at vi føler sådan.
* Affect betyder sindsstemning eller ophidselsestilstand.
a)  Somatisk affekt er de specifikke kropslige følelser eller fornemmelser i torsoen, som er forårsaget af følelser. Somatisk affekt er noget andet end kropslige udtryk for følelser som f.eks. ansigtsudtryk eller bevægelse af arme og ben, hænder og fødder.
b)  De forskellige følelsers somatiske affekt er indbyrdes forskellige. F.eks. er den somatiske affekt af bedrøvelse anderledes end den somatiske affekt af vrede, skam eller andre følelser.
c)  Nogle former af somatisk affekt er behaglige (udløst f.eks. af kærlighed eller glæde), andre er ubehaglige og smertefulde (f.eks. udløst af sorg, skam, etc.).

Uanset udfra hvilket perspektiv – følelsesmæssig tanke eller somatisk affekt – kan vi klassificere følelser i to hovedgrupper: de som er behagelige, og de som er smertefulde. Kroppen og hjernen reagerer hver især forskelligt på de to grupper. Hjernen prøver at fastholde behagelige følelsesmæssige tanker, fordi den synes om dem, mens den i den grad har antipati mod de pinefulde følelsesmæssige tanker, at den forsøger at lukke dem ude. Kroppen synes om den fornemmelse, behagelige følelser giver, og udviser sædvanligvis kun ringe reaktion bortset fra at slappe af og nyde dem, mens de forekommer. Men når kroppen fornemmer en smertefuld følelse, reagerer den nøjagtigt, som den reagerer på fysisk smerte – den trækker sig sammen, og den gør det automatisk, uden bevidst hensigt. Det er denne sammentrækning overfor smertefuld somatisk affekt, som er den skjulte årsag til biofysiske sygdomme, som stammer fra følelsesmæssige tilstande.

Ufrivillig sammentrækkelighed.
Ufrivillig sammentrækkelighed er en grundlæggende fysiologisk mekanisme, og den eneste kropslige bevægelse som ikke benytter muskelvæv til hjælp for processen. Denne automatiske reaktion på smerte er iboende alle levende væsener fra amøben til mennesket. Den er lettest at studere hos amøben, som, når den berøres fra en hvilken som helst kant, trækker sig tilbage ved at trække sig sammen. (Det er vigtigt at notere sig, at sammentrækningen hos amøben ikke beror på en nerve/muskel proces, fordi amøben ikke har almindeligt muskelvæv).

Her kan det hævdes, at eftersom amøben ikke har muskler, må den nødvendigvis trække sig sammen for at trække sig tilbage, og da mennesker ikke er begrænsede af mangel på muskler, behøver automatisk sammentrækning ikke at forekomme hos mennesker. Sådan forholder det sig imidlertid ikke eftersom virkningen er let at lægge mærke til hos mennesker og ganske let at demonstrere. Bare list op bag en eller anden og puf vedkommende hårdt i siden og se, hvordan kroppen trækkes over i en fortrukken stilling. Bemærk at aktionen, du er vidne til, ikke er en bevægen sig bort, men skyldes kollaps rundt om det sted, hvor dit stød ramte. Slå vedkommende på ryggen, og kroppen trækker sig sammen på samme måde. Evnen til sammentrækning forsvandt ikke i løbet af udviklingen, efterhånden som behovet for den blev mindre nødvendig, men forbliver en instinktiv fysiologisk reaktion. Naturligvis er mennesket mere komplekst end amøben, og sammentrækkeligheden optræder hos mennesker i mere komplekse former.

Et menneskeligt sammentrækningsfænomen er den såkaldte “splintringsrefleks”, som indtræffer, når en knogle brækker, og musklerne omkring bruddet bliver stive. Fænomenet menes at være nyttigt for beskyttelse mod yderligere skade omkring bruddet og bliver ofte fremført som et eksempel på medfødt somatisk intelligens. Men formodningen om somatisk intelligens er unøjagtig, fordi denne refleks ikke altid er gavnlig. Smerterne, i forbindelse med at en skulder går af led, udløser også en splintringsrefleks, men her er den skadelig, fordi immobiliseringen af skulderen forhindrer den i at vende tilbage til sin normale stilling. Splintringsrefleksen er klart ikke en intelligent reaktion, men udelukkende en blind, automatisk reaktion på smerte.

Der er mange andre almindelige eksempler på kontraktion omkring fysisk smerte. F.eks. har de fleste af os oplevet sammentrækning, når en smertefuld ansamling af luft i tarmen får maven til at trække sig sammen omkring den smertevoldende tarmluft. Medmindre vi specielt lagde mærke til det, var vi muligvis ikke opmærksomme på, at sammentrækningen fandt sted uden vores bevidste hensigt.

Kroppens reaktioner på splintringsrefleksen og på problemet i forbindelse med tarmluften demonstrerer et andet vigtigt særpræg for sammentrækkeligheden. Sansemekanismen i kroppen er ikke i stand til at skelne mellem  udvendig smerte og indvendig smerte. Sansemekanismen, som udløser kontraktionen, kan sammenlignes med et elektrisk hegn, som vil sætte alarmen i gang hvis man kommer det for nær og berører det fra udsiden, men som lige så hurtigt vil aktivere alarmen, hvis det berøres fra indsiden.
Endnu et særpræg ved sammentrækkeligheden, og som gør den betydningsfuld i forbindelse med psykosomatiske sygdomme, er den manglende evne til at skelne mellem smertetyper. Sammentrækning udløses i lige så høj grad af fysisk smerte som af følelsesmæssig smerte. F.eks fremkalder følelser som bedrøvelse, frygt og skam somatisk affekt i torsoen, som den fysiske krop oplever som smertefuld. Sådanne følelser gør ondt rent fysisk, og når kroppen fornemmer dette, trækker den sig sammen. Og desværre for kroppen fastholder kontraktionen smerten indvendig.

Der er fire specifikke centre eller regioner, hvor forskelligartet somatisk affekt, forårsaget af følelse, opleves. Det er hjertet, solar plexus, området lige under navlen samt perinæum (eller lyskeregionen). Svarende til disse fire centre findes organer, kirtler eller andre væv, som ved psykosomatiske sygdomme fungerer dårligt.

Der er få af os, som ikke fra tid til anden har oplevet, hvordan en følelse som bedrøvelse gør ondt i hjertet, eller hvordan den smertefulde følelse af skam giver en borende smerte nederst i maven. Disse smerter er ofte kortvarige og forsvinder næsten øjeblikkeligt ind i den næste følelse, som opstår. Men det er ikke altid de er kortvarige. De kan bestå og volde os besvær i lang tid ved at hindre vores naturlige reaktion på livet og kan, hvis de holder sig længe nok, langsomt omsættes i fysisk dysfunktion gennem indvirkning på kropsvævene i den kontraherede region.

Der er ingen tvivl om, at disse sammentrækninger er kraftfulde, og at de griber ind i de normale kropsfunktioner. Sandsynligvis har vi alle fra tid til anden set et grædende lille barn, som samtidig forsøger at trække vejret. Barnet hiver efter vejret uden at være i stand til at trække det igennem, fordi der lukkes af for det. Enhver skolelærer eller forælder ved, hvor vanskeligt det er at overtale et sådant barn til at trække vejret. Imidlertid er det helt nødvendigt at trække vejret, og det ved hjernen godt, så hvorfor bliver åndedrættet hver gang afbrudt netop i starten? Simpelt hen fordi smerten ved at være ked af det opleves midt i brystkassen. Hver gang barnet udvider brystkassen for at trække vejret ind, vokser smerten, og brystkassen trækkes automatisk sammen, hvorved åndedrættet forhindres.

Hos ældre mennesker kan sorgens smerte, hvis den nægtes fysisk oplevelse, hurtigt udvikle sig til angina pectoris, som igen kan udvikle sig til mere alvorlige hjerteproblemer, hvis ikke sorgen bearbejdes og gennemleves. Situationen vil ofte forværres, fordi den angst, som hyppigt opleves som et resultat af angina pectoris, vil forstærke sammentrækningen. Nogle kilder angiver, at måske helt op til 6o% af patienter i hjerteafdelinger oplevede en stor sorg indenfor seks til tolv måneder forud for et hjertetilfælde. Hos de fleste af disse patienter afslørede yderligere undersøgelser, at de aldrig fuldførte den følelsesmæssige sorgproces. Hensigten med dette er ikke at antyde, at alle hjertetilfælde er følelsesmæssigt forårsagede og bestemt heller ikke at sige, at de indsnævrede pulsårer ikke er den største prædisponerende faktor. Det forekommer mere sandsynligt, at kombinationen af de to forhold bærer skylden, hvor den af sorg fremkaldte sammentrækning forværrer den allerede nedsatte blodgennemstrømning i de indsnævrede arterier.

Hjertet er ikke det eneste organ, som påvirkes af sorg. I l977 publicerede Bartrop, et al. Resultaterne af en undersøgelse, som påviste nedsat aktivitet af T-lymfocytterne hos sørgende, overlevende ægtefæller (men ikke nedsat aktivitet af andre immunfaktorer).  Hvorfor T-lymfocytterne og ikke andre immunfaktorer? Fordi sorgsammentrækningerne omkring hjertet også påvirker Thymus, som ligger tæt på hjertet og som aktiverer T-lymfocytterne.

Solar Plexus er den region, hvor vrede og frygt opleves. Undertrykt vrede har længe været mistænkt for at være den grundlæggende faktor ved mavesår. At indadvendt vrede gnaver i en selv i stedet for i den ydre modstander forekommer ret slående.

Vanskelighed med vejrtrækningen ses også hos skræmte mennesker, som løber fra en angriber, og som desperat forsøger at trække vejret. Det  er indlysende, at en fuldstændig vejrtrækning er nødvendig for at dække det pludseligt øgede iltbehov, men den flygtendes mellemgulv er halvt lammet af angsten og ude af stand til at udvide sig. Det er klart, hvad lammelsen skyldes. Centeret for den legemlige oplevelse af angst er solar plexus-området, hvor også mellemgulvet er beliggende. Idet mellemgulvet afslappes, for at udvides og tage luften ind, forstærkes den kropslige angst. Dette udløser kroppens sammentrækningsmekanisme i et forsøg på at dæmme op for den smertefulde somatiske affekt. En normal kropsbevægelse, åndedrættet, er blevet smertefuld på grund af en smertefuld følelse. Denne reaktion på smerte finder sted udenom det bevidste plan og er så indgroet i den grundlæggende biologiske struktur, at det er uhyre vanskeligt at sætte den ud af funktion gennem en bevidst anstrengelse. Enhver, som har prøvetat trække vejret dybt, samtidig med at man var opfyldt af angst, vil bekræfte, hvor vanskeligt det er.

Gyldigheden af dette blev bibragt mig på en meget overbevisende måde. Fornylig var jeg på en “white-water rafting” ekspedition og blev kastet af gummibåden, da den ramte en klippe, som var delvis skjult under vandet. Idet jeg blev slynget ud, greb jeg fat i et tov, som var fæstet til et fastgøringspunkt på  gummibåden. På en eller anden måde kom min finger i klemme mellem rebet og båden og blev vredet af led, da båden og jeg bevægede os i hver sin retning. Der lå jeg, bange for at drukne, da jeg ikke svømmer særlig godt, angst for min finger, tumlende gennem strømfaldet, ramlende mod klipper, alt imens jeg desperat forsøgte at trække vejret. Desperat er netop det rette ord, fordi hver indånding krævede en reel, koncentreret indsats. Hver gang jeg prøvede at trækkevejret ind, forstærkedes angsten dramatisk, og min krop forsøgte at standse den ved at trække sig sammen omkring den. Jeg kunne føle sammentrækningen knuge mig som et jernbånd. Hvert åndedræt krævede stor bevidst anstrengelse for at tvinge dette bånd til at åbne sig. Lignende virkninger er bemærket ved andre tilfælde af smertefuld somatisk affekt.

Regionen lige under navlen er det center, hvor kropslige følelser af skam, tillid, værdighed og/eller forvirring normalt opleves og/eller undertrykkes. I denne region er både livmoder og æggestokke beliggende. Den sammenhængende forbindelse mellem det område i kroppen, hvor de nævnte følelser opleves, og den hermed forbundne organiske dysfunktion af de nævnte organer, er belyst i en nylig foretaget pilotundersøgelse, beregnet på at afprøve virkningerne af SHEN terapi på navle-/ symfyse-regionen hos kvinder, som frembygder symptomer på premenstruelle kvaler og/eller bsværlige menstruationer.

11 ud af 13 patienter, som modtog SHEN under den præmenstruelle fase eller under selve menstruationen, berettede om en afgjort nedsættelse af symptomerne. 12 berettede om, at følelser af at være blevet krænket, gjort til offer, grebet af panik eller af at være forlegen, seksuelt opstemt, lykkelig, bedrøvet, hysterisk, angst, nervøs, deprimeret og/eller følelser af selvfornedrelse, forekom under sessionen. 5 rapporterede, at psykisk svækkende begivenheder i barndommen dukkede op i erindringen under SHEN sessionen (en del af disse erindringer havde det ikke tidligere været muligt at genkalde). 12 meldte om en følelse af at have det bedre efter behandlingen. Måneder senere rapporterede de fleste, at deres symptomer stadig var dramatisk reducerede.

En anden psykosomatisk lidelse, hvor somatisk affekt, oplevet i den nedre delen af maven, er en faktor, er “nervøs tyktarm” (colon irritabile). Nogle patienter med denne lidelse beretter om forstærkede sammentrækninger i tyktarmen under stressfyldte situationer. Denne virkning er påvist med succes i mindst én undersøgelse. Det er helt tydeligt en ufrivillig virkning, som det plagede offer for lidelsen kæmper med att få bugt med. Detaljeret undersøgelse af de følelser, der opleves, viser, at frygt, skam og følelsen af utilstrækkelighed er dominerende. Desværre har det sædvanligvis været antaget, at disse følelser er resultatet af sammentrækningerne, ikke årsagen.

At disse sammentrækninger kan være ekstremt langvarige, er grundigt påvist gennem disse tilfælde. Hvis kontraktionerne var forbigående, ville der være ringe sandsynlighed for, at de kunne forårsage langvarig dysfunktion i kroppen. Et flygtigt øjeblik af sammentrækning ville være af ringe betydning. Det ville gå over, og dets virkning ville fortage sig. Hvad er det da, som forhindrer, at kontraktionerne bringes till ophør. Hvad forvandler dem fra at være en kort reaktion på en opblussen af følelsesmæssig smerte til at blive en konstant anspændthed, som kan vare i årevis?

Det er dette: Når og idet kontraktionen løsnes, og området afslappes, dukker den  uopløste, smertefulde somatiske affekt op igen og genudløser sammentrækningen. Der er således skabt et klart tilbagekoblingsforløb, som forårsager en konstant spændingstilstand i området, så længe den følelsesmæssige smerte fastholdes dér. Denne mekanismes eksistens bliver understøttet af de mange kropsterapier, hvis anvendelse hyppigt sætter gang i frigørelsen af sådanne følelser. Det er ikke svært at tro på, at denne konstante spændingstilstand vil kunne påvirke organfunktionen ugunstigt.

Biologiske følger af sammentrækning.
Hovedformålet med dette indlæg har været at fastslå, at der eksisterer et årsag/virknings forhold mellem kropslig undertrykkelse af følelse i specifikke kropsregioner og de fysiske forstyrrelser, som senere opstår i disse regioner. Selv om det ikke var hensigten præcist at definere og påvise de biologiske processer, som kunne skabe disse forstyrrelsers organiske symptomer, forekommer det klogt at belyse, at aspiranter til sådanne biologiske processer eksisterer.

Det er allerede påvist, at kontraktionens epicenter ikke er kropsmassens midtpunkt, men midtpunktet for den oplevede og fastholdte følelse. Virkningerne af sammentrækning spredes ikke jævnt gennem kroppen, men fokuseres omkring en speciel somatisk affekt, med de største kvaler forekommende i centrum af kontraktionen. Derfor, hvis der eksisterer en enkelt biologisk proces omfattende hele kroppen, men påvirkelig lokalt af den spænding, sammentrækningen bevirker, ville vi have synderen.

Der er meget, vi ikke ved med hensyn til, hvordan spænding påvirker kroppen, men det er tydeligt, at den påvirker andet end det tværstribede muskelvæv. Blodperfusionen er én vigtig proces, som helt åbenbart påvirkes af spænding. Et menneske, som bliver blegt på grund af nervøs anspændthed, undertrykt sorg eller følelsesmæssigt chok viser tegn på betydelig reduktion i blodperfusionen til huden. Denne blodreduktion er ikke forårsaget af sammentrækning af tværstribet muskulatur, fordi denne type muskelvæv ikke styrer blodperfusionen.

Ved perfusion distribueres blodet gennem kapillærerne. Strømmen gennem kapillærerne kontrolleres af ringformede celler af glat muskulatur. Disse ring-celler er normalt kontraherede og holder derved kapillærerne lukkede. Ring-cellerne er ikke direkte forbundet med nervesystemet. Ring-cellerne afslappes og åbner kapillærerne på “begæring” fra cellerne i det omliggende væv, som signalerer til ring-cellerne ved hjælp af kemiske signalstoffer, som får dem til at afslappes. Spænding synes at presse disse ring-celler sammen gennem en proces som i det store og hele er udenfor nervesystemet.

Spænding, som forekommer rundt omkring en smertefuld følelse, vil sandsynligvis nedsætte blodgennemstrømningen i det pågældende område, på samme måde som en generel spænding skaber en generel mangel på blod til huden. Det vil være højst sandsynligt, at nedsættelse af blodperfusionen lokalt vil reducere blodforsyningen til enhver kirtel og ethvert organ eller kropsvæv i nærheden.

Tilfredsstillende blodperfusion er nødvendig for funktion af kirtler, organer så vel som for alle andre af kroppens væv. Af den grund er blodtilgængeligheden normalt mere end tilstrækkelig Imidlertid varierer omfanget af normal aktivitet meget for de fleste organer, fra “tomgang” til maksimal indsats. Eftersom behovet for blod vil være mindre ved “tomgang”, kan vi antage, at virkningen af reduceret blodperfusion vil være mest mærkbar, når det kræves, at organer eller kirtler virker med maksimal aktivitet. Dette lader til at være tilfældet. Det ville forklare, hvorfor den, der lider af præmenstruelt besvær, har de fleste symptomer under og kort efter ægløsningen og færre, om nogen, i resten af perioden.

Det er muligt, at spænding også har en ugunstig  indvirkning på lymfesystemet lokalt, men da bevægelsen gennem  lymfebanerne er langsom, er det ikke så let at blive klar over, på hvilken måde spænding vil kunne gribe ind i de normale lymfatiske processer og skabe forstyrrelse.

Der er en tredje mulig proces, som dog for øjeblikket er endnu mere dunkel end den lymfatiske. Det kunne være mulige direkte virkninger af spænding på celleaktiviteten. Det er blevet bemærket, at når amøben trækker sig sammen, foldes og sammentrækkes fiber-proteinerne i amøbens cytoplasma. Hvis spænding forårsager den samme sammentrækning i organvævenes celler, kan den organiske funktion blive påvirket på grund af fiber-proteindernes manglende evne til at fungere normalt.

Hvad der end sker, er der i det mindste ét biologisk system, som opfylder de teoretiske forudsætninger. Blodperfusionen er generel af natur, men specifik når den regionalt bliver påvirket af spænding. Derfor kunne den være ansvarlig for et stort antal sygdomme. Dette forekommer ganske rimeligt. Det er langt mere sandsynligt, at én enkelt proces, fælles for alle områder af kroppen, kunne være synderen ved psykosomatiske sygdomme end flere individuelle processer. Det næste skridt bliver at udtænke laboratoriemetoder til at teste virkningen af lokal spænding på lokal blodperfusion.

Overvejelser over behandlingsmetoder.
Det er sædvanligvis sandt, at der ikke er meget at gøre med hensyn til at helbrede en sygdom, før den mekanisme, som forårsager sygdommens opståen, er afdækket. Men når først denne mekanisme er klarlagt, er også vejen til helbredelse afsløret. For at være virksomme må helbredelsesmetoderne svare til teorien.

Det er indlysende, at hvis lokal spænding i kroppen er synderen, vil almindelige medicinske metoder ikke være vellykkede i behandlingen af psykosomatiske sygdomme (hvad de i virkeligheden heller ikke er). Psykologiske indfaldsvinkler på disse sygdomme er lige så resultatløse. Disse metoder retter sig mod det mentale og vil derfor have ringe eller slet ingen virkning på fysiologiske reaktioner, som ikke kontrolleres direkte af storhjernen.

Det er muligt, at biofeed-back teknikker kan være af værdi ved disse sygdomme, hvis de sædvanlige fremgangsmåder med afspænding af ekstremiteterne bliver orienteret  imod afspænding af den kropsregion, som volder besvær. Hypnoseterapi har måske også visse muligheder, men her vil de samme betragtninger være gældende. Imidlertid vil der kunne sættes spørgsmål ved effektiviteten af disse metoder, eftersom sammentrækningsimpulsen ligger langt dybere end det bevidste og det ubevidste plan. Alligevel fortjener disse metoder absolut en udforskning, da de kun kræver en ringe ekstra indsats og intet nyt udstyr.
Psykoneuroimmunologi er en proces som har til hensigt at arbejde under det ordinære bevidste/ubevidste niveau.

Billeddannelsesmetoder brugt i dette arbejde har overvejende været rettet mod bekæmpelse af organiske sygdommstilstande via immunsystemet og ikke mod psykosomatiske sygdomme. Det er muligt, at omformning af metoden til at omfatte sådanne forestillingsbilleder som f.eks. befrielse af bånd rundt om den berørte region, kunne vise sig værdifuld ved disse sygdomme. Som ved de førnævnte muligheder, ville det kun kræve ringe udstyr og omkostninger.

Et område, som har haft en vis succes med hensyn til frigørelse af kropslig undertrykt følelse og tilknyttet erindring, er det ret store område med “bodywork”. Terapeuter indenfor alle disse krops-terapi metoder, fra massage til dybtgående vævsbearbejdelse og “energi-healing”, har berettet om, at der nu og da forekommer frigørelse af den art som et resultat af deres arbejde. Selv om disse metoder ikke hovedsagelig er rettet mod lindring af psykosomatiske sygdomme, har de af og til resulteret i en heldig lindring af psykosomatiske symptomer.

Indenfor denne gruppe er SHEN en terapi, hvor der bevidst fokuseres på fysisk-følelsesmæssig frigørelse i stedet for på ændringer i muskulatur eller skeletstruktur. Arbejde med SHEN har konsekvent demonstreret hurtig og anselig virkning overfor funktionsforstyrrelser, som har rod i glemte, følelsesmæssigt smertefulde traumer og overfor kroniske smerter, som fortsætter efter at den organiske årsag ikke længere er tilstede. SHEN terapi er en proces med styrkelse og manipulation af det menneskelige energifelt uden anvendelse af fysisk pres eller manipulering. Det er oplagt, at der er et stort behov for seriøs videnskabelig forskning i det menneskelige energifelt og måling af dets fysiologiske virkninger. Denne forskning er i gang, og det samme er forskning i forbedring af aktuelle teknikker. I mellemtiden har arbejde med denne metode afsløret “the missing link” i psykosomatiske sygdomme – sammentrækkelighedsfaktoren.

Resumè.
Det viser sig, at ved psykosomatiske, somatiske eller andre fysiologiske forstyrrelser, som har rod i en følelsesmæssig tilstand, har den følelse, som bliver affødt af den psykosociale situation, direkte indvirkning på specifikke kropsregioner med ufrivillig sammentrækkelighed som medium. Langvarig anspændthed, stammende fra denne sammentrækning, påvirker direkte den fysiologiske og biologiske funktion af lokale kirtler, organer og kropsvæv. Og fordi storhjernen ikke er ophav til sammentrækningen og kun har ringe kontrol med sammentrækningsprocessen, er den, hos hvem, problemet opstår, ude af stand til at imødegå kontraktionen og de dysfunktioner, som den resulterer i.

Denne model besvarer ikke kun de spørgsmål, som står uforklarede  tilbage ved den neurologiske indfaldsvinkel, men gælder lige så godt for alle fysiologiske forstyrrelser, som opstår ud fra følelsesmæssige tilstande og/eller psykologiske faktorer. I et bredt udvalg af tilfælde er det blevet demonstreret og klinisk påvist, at udløsning af denne spænding både frigør de undertrykte følelsesmæssige elementer og bringer de fysiske symptomer til ophør.

Svaret på spørgsmålet om, “hvorfor følelse påvirker kroppen”, er enkelt: Følelse påvirker kroppen, fordi følelse ér i kroppen. Når det gør ondt i kroppen på grund af følelsen, reagerer kroppen. Vedvarende undertrykkelse af uønskede, smertefulde følelser, gennem de af sammentrækningen forårsagede spændinger, påvirker kroppens organiske funktioner. Frigørelse fra disse spændinger vil genoprette behørig organisk funktion.

I dette perspektiv bliver det synligt, at den  psykosomatiske patient befinder sig i den værst tænkelige trældom, fanget i kroppens egen forsvarsmekanisme. Forsvarsmekanismen mod smerte er blevet forvandlet til et fængsel eller, mere nøjagtigt, til et jerngreb. I modsætning til den overvejende del af medicinsk helbredelse, som sigter mod at genoprette patientens helbred, vil dette, at befri de psykosomatisk lidende fra sammentræknings-spændingens trældom  og lære dem ikke at blokere for bearbejdelsen af kommende smertefulde følelser, sætte dem i stand til at tage vare på deres liv på måder, som tidligere var uopnåelige. På den måde bliver det muligt ikke blot at vende tilbage til den normale tilstand, men at opnå en reel forbedring af fysisk sundhed, psykologisk trivsel og psykosocial funktion.

Artikel publicerad december 2001 med tillstånd av Tove Asmussen och Richard Pavek av:
Eva Dillner